FOREDRAG

Jeg holder foredrag om psykisk sårbare børn og unge ud fra mine bøger. Du er meget velkommen til at kontakte mig for at høre mere.

Derudover tilbyder jeg undervisningsforløb om angst i forbindelse med børneromanen FODSPOR I SNE, hvor jeg gerne kommer ud i skoleklasserne for at tale med eleverne om angst og psykisk sårbarhed.

 

DEM DER GRINER MEST

Foredrag om præstationsræs og glæden ved ikke at være den bedste til alt

Hvor mange 12-taller skal du score, før du bliver lykkelig? Hvor mange likes skal du have på Instagram, før du føler dig anerkendt? Og hvor vigtigt er det, at du ved, præcis hvad du vil med dit liv allerede fra folkeskolen?

De spørgsmål folder forfatter Pia Konstantin Berg ud i foredraget DEM DER GRINER MEST, som tager udgangspunkt i bogen af samme titel.

Præstationsræset blandt børn og unge er alarmerende højt, og alt imens vi kan følge den ene toppræstation efter den anden på sociale medier, bliver listen over tilfælde af stress, angst og depression længere og længere. Det er et kæmpe problem, som vi alle har et ansvar for at forsøge at gøre noget ved, mener Pia Konstantin Berg.

”Der findes ikke en indlysende løsning på udfordringen, men vi kan jo starte med at aflive myten om glansbilledet og vise, at livet består af både op- og nedture. Det er okay at falde og slå sig en gang imellem. Det bliver du ikke en fiasko af. Men hvis de voksne ikke tør vise deres fejl, er det svært at lære børn og unge, at det er okay at være fejlbarlig.”

I løbet af foredraget vil Pia Konstantin Berg fremhæve de vigtigste pointer fra rækken af interviews, som danner ramme om bogen DEM DER GRINER MEST. Foredraget afsluttes med spørgerunde og diskussion samt gode råd til både fagfolk, de unge og deres forældre.

VARIGHED: 60-90 minutter

UDTALELSE:

“Den 6. september 2018 havde vi besøg af Pia Konstantin Berg i Brøndbyvester Kirke ved et arrangement, som vi kalder “På tværs af generationer”. Fra det øjeblik Pia begyndte sit foredrag, havde hun kontakt med  sine tilhørere, og på sin ligefremme og ærlige facon holdt hun os fangne hele vejen igennem aftenen med sin beretning.

Efterfølgende kunne vi stille spørgsmål, og med sin ro, sin empati og den hvilen i sig selv, man kan opnå ved at være kommet gennem en eksistentiel krise, fik Pia os til at sidde tilbage med sin smittende, positive “det-kan-lade-sig-gøre-at-komme-ud-af-dette-holdning” tillige med mange tanker om det samfund, vi har fået opbygget til vore unge mennesker og om det med fordel kunne justeres lidt til glæde for alle. Pia gav sig efter foredraget også god tid til at tale individuelt med de forældre, der ønskede det, og vi fik mange gode tilbagemeldinger fra dem. 

Jeg kan varmt anbefale Pias foredrag – til kirker, skoler, ungdomsuddannelser – ja, alle steder, hvor der er unge mennesker.”

Lisbeth Christensen, præst i Glostrup provsti

forside

 

 

FODSPOR I SNE

Foredrag om børn med angst

I hver skoleklasse er der i gennemsnit to elever, som lider af angst i så voldsom en grad, at det påvirker deres hverdag. Hvorfor er angst blevet så udbredt blandt børn og unge, og hvad kan vi gøre for at hjælpe dem til at overkomme angsten?

Forfatter Pia Konstantin Berg har skrevet børneromanen FODSPOR I SNE, som følger 13-årige Olivia, der er så hæmmet af angst, at hun ikke kan komme uden for en dør. Da hendes mormor pludseligt dør, bliver angsten værre. Men så flytter Olivias morfar ind hos familien, og det bliver starten på en stor forandring. Morfar forstår nemlig Olivia bedre end nogen anden.

”Jeg oplevede selv angstanfald som barn, men jeg anede ikke, hvad angst var, og derfor turde jeg ikke tale om de svære følelser, jeg kæmpede med. I stedet for skammede jeg mig og følte mig forkert. Det samme mønster kan jeg se blandt børn med angst i dag. De føler sig ofte forkerte og alene med angsten. Jeg har skrevet FODSPOR I SNE for at give de mange børn med angst en stemme, så vi kan udfordre fordommene og nedbryde tabuet,” siger Pia Konstantin Berg.

I foredraget fortæller hun om, hvordan hun mærkede angsten i barndommen, og hvad hun senere gjorde for at overkomme angsten. Hør også om tankerne bag FODSPOR I SNE og tilblivelsen af Foreningen for børn med angst, som Pia Konstantin Berg er medstifter af.

Efter foredraget vil der være mulighed for at stille spørgsmål og debattere.

VARIGHED: 60-90 minutter

 

UNDERVISNINGSFORLØB

Er du lærer, og har du lyst til at sætte fokus på angst og psykisk sårbarhed? Så tilbyder jeg undervisningsforløb med udgangspunkt i FODSPOR I SNE. I klassen kan I læse bogen og gennemgå arbejdsspørgsmål og opgaver. Som afslutning på forløbet er det muligt at booke en workshop, hvor jeg kommer ud på skolen og fortæller mere om bogen og psykisk sårbarhed.

For information om klassesæt og arbejdsspørgsmål, skriv til: pia@ekadanta.dk

UDTALELSE

”Mine elever i 7. klasse syntes, at temaet var virkelig interessant og relevant at blive præsenteret for, da de måske ikke selv ville have valgt en lignende bog med det tema. De følte, at de fik et godt indblik i et liv med angst, og hvordan man som pårørende kunne støtte op om venner eller familie med angst.

Pia Konstantins Bergs besøg var meget meningsfuldt for dem, da de kunne spejle de ting, hun fortalte, direkte ned i nogle af de episoder fra bogen, som de havde læst. At det også kan ske for almindelige mennesker i den virkelig verden og ikke kun i fiktionens verden.

Generelt syntes eleverne, det var mega sejt at have besøg af en forfatter og kunne spørge direkte om detaljer til bogen.

Som lærer syntes jeg, det har været SÅ meningsfuldt at skabe et fælles sprog og forståelse for ting i livet, som er lige til for nogle, men utroligt svære for andre. Jeg vil med garanti køre forløbet igen med min næste klasse.”

Dansklærer Julie Bech Aagesen, Roskilde

forside_fodspor_i_sne